Nytårstale fra 1/1-1941 af Kong Christian X

Vi håber I alle er kommet godt ind i det nye år.

Nedenstående er Kong Christian X’s nytårstale i 1941.

Det Aar, som er udløbet, er et Aar, der aldrig vil glemmes. I denne Stund gaar mine Tanker til dem, som i det forløbne Aar har mistet deres Kære, som satte deres Liv til i Fædrelandets Tjeneste, det være sig til Lands som til Vands. I dyb Ærbødighed ærer jeg deres Minde, og den Indsats, disse Mænd har gjort, vil til fjerne Tider minde om, at de ofrede deres Liv som Fædrelandets værdige Sønner.

Tiderne er alvorlige og tunge, og kun ved fælles Hjælp, ved ubetinget Samdrægtighed vil det lykkes os at komme igennem Trængslerne. For den Kærlighed, der er strømmet Dronningen og mig i Møde i det forløbne Aar, og ikke mindst for al den Hyldest, som blev mig til Del hin Septemberdag, takker jeg alle af hele mit Hjerte. Den Tillid, der vises mig, giver mig Kraft og Styrke til at virke videre til Landets Vel.

Mine Tanker gaar ogsaa til Island, Færøerne og Grønland, med hvem vi nu ere uden Forbindelse, og jeg takker ogsaa dem for deres Trofasthed imod mig i det forløbne Aar. Fremtiden kender ingen af os, men vi have Lov til at tro og haabe paa lysere Tider for os alle.

Jeg er overbevist om, at alle forstaar Øjeblikkets Alvor, og det gælder nu mere end nogen Sinde, at alle optræde fuldt ud korrekt under de Forhold, hvorunder vi befinder os, og idet jeg Ønsker alle et godt Nytaar, beder jeg Gud velsigne Danmark, Island, Færøerne og Grønland.

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.